Ud i verden med Esmeralda

Nu er jeg i Cuzco i 4 km. hoejde sammen med Anders og Esmeralda. I de mastodontiske Andes-bjerge, som faar en til at sukke, fordi de er saa fandens smukke og saa selvfoelgelig, fordi luften er tynd. Ude paa den store rejse mod Buenos Aires er vi nu. Det er laenge siden I er blevet opdateret, saa lad os lige tage afslutningen paa et fantastisk ophold i Villa El Salvador.

De sidste par uger i slummen var lige saa haardt arbejde som de foerste to. Jegh avde selvfoelgelig oparbejdet en rutine ift. undervisningen, som betoed, at jeg ikke i samme grad behoevede at forberede mig hver dag, men til gengaeld var der saa mange andre nye ting, der kom op. Fx. var vi jo kommet paa den gale idè at koebe en lille folkevognsbobbel - og det har vaeret en kamp med det peruvianske bureaukrati og den hustler-mentalitet, som man laerer at leve med, fordi man altid kan troeste sig med at det alligevel er meget billigere end derhjemme. Naesten hver dag de sidste to uger har jeg brugt min fritid om eftermiddagen paa at bokse med politi, advokatkontorer, transportministerier, indregistrering, ejerskifte og ikke mindst nye ting paa bilen, der lige skulle fikses, fordi de ikke havde gjort mig opmaerksom paa de fejl og mangler, som i bagklogskabens lys altid foelger med en 32 aarig gammel bil. Men resultatet er charmerende. Hun er graa. Hun er smaabuttet. Og lidt rusten i kanten. Men hun spinder som kat, hvis det da bare ikke gaar for stejlt opad. Og saa hedder hun Esmeralda med efternavnet Bridgestone.

Saa alt i alt var det slidet vaerd. Haaber jeg, 7-9-13, knock-on-woods. I hvert fald var det ogsaa i sidste evne en laererig erfaring at skulle goere det hele selv. Sprogligt er jeg flere gange blevet sat paa en proeve og er endnu engang blevet chokeret over det kafkaske helvede, det er at navigere mellem myndigheder i Latinamerika, som udover at vaere svaere at faa i mest af alt har til opgave at sende en videre til andre ansvarhavende myndigheder, som igen sender en videre. Og ingen kender til den gaeldende lovgivning. Én mymdighed informerer om, at det er noedvendigt at have udrejsetilladelse for at rejse ud af landet med bil mens andre siger det modsatte. Nogle gange er det naermest forstaaeligt, hvorfor befolkningen bestikker politi og myndigheder. Hvis man ikke ved, hvad der er ret og uret? Og andre gange taenker man, at de labyrintiske systemer man bliver sendt igennem er funktion, der tjener til at forvirre landets borgere, saa den eneste udvej er at bestikke mydighederne - og paa den maade fastholder den politiske og adminstrative klasse deres position ved at reproducere et uigennemskueligt retssystem.

Det samme gjaldt, naar jeg spurgte laerere og elever til raads paa skolen. Alle var utroligt villige til at hjaelpe men samtlige havde forskellige svar paa, hvordan man bedste kunne loese et problem. Naa, nok om det.

De sidste par uger i slummen gik som sagt sin vanlige gang ligesom de forrige to. Op tidlig morgen, morgenmad, undervise, frokost, forberedelse, spanskundervisning, aftensmad, forberedelse, lektier, i seng. Dagrytme og rutine blev det hurtigt paa trods af, jeg kun var der er en maaned. Som rejsende oparbejder man en ekstrem tilpasningsevne. Det nye man moeder goeres familiaert paa faa dage. Desvaerre er man af noedvendighed ogsaa tvunget til at udvikle en evne til at sige farvel relativt smertefrit. Flertallet af bekendstskaber er flygtige og nogle direkte overfaldiske. Man bliver ekspert i at skabe hjemlige stemninger, et skin af autencitet, og det kan nogle gange forhindre dybere bekendtskaber. Men det er sgu noevendigt. Man kan ikke laegge den samme dybtfoelte energi i alle moeder. Saadan er det bare. Og saa maa man glaede sig over de virkelige venskaber, man faar skabt undervejs. Saadan var det i Mexico, i Guatemala, i Nicaragua og saadan vil det ogsaa vaere med Villa.

Den sidste uges tid i Villa var paa mange maader anderledes fordi de fire andre danske frivillige paa skolen var taget afsted. Alt foregik paa spansk og jeg maa sige mit sproglige niveau toppede i den uge. Jeg havde nogle fede succesoplevelser i mine samtale-sessioner med oraklet Luis, hvor vi kunne have reelle diskussioner om det folkeafstemningen i Venezuela og de politiske uroligheder i Bolivia. Det var en fed maade at slutte spanskundervisningen af. Samtidig havde jeg dog en del indebraendte frustrationer i forhold til engelsk-undervisningen, fordi temaet for den sidste uge var netop venstredrejningen i Latin-amerika, og jeg foelte at introduktionen af det tema blev moedt med en lukkethed og skepsis fra elvernes side. Ikke fordi de ikke ville diskutere eller laese dagens tekst, men snarere fordi, det var et helt ekstremt clash af perspektiver paa verden, der moedtes i diskussionerne. Hele klassen saa udelukkende Chavez som en diktator, fordi samtlige peruvianske medier - for ikke at sige samtlige af verdens medier - koerer en ekstremt ensidig hetz mod styret som autoritaert og udemokratisk. Og saa snart man bringer paa bane, at aarsagen til regionens fattigdom maaske ikke skyldes miniputten Venezuela - men snarere 500 aars kolonialisme, underudvikling og undertrykkelse som fortsat eksisterer blot paa et mere subtilt og uformelt under et skin af uafhaengighed fra de nationer - saa bliver man "beskyldt" for at vaere Chavist. I forhold til de mennesker jeg moedte i Mexico, Nicaragua og Guatemala er jeg chokeret over den totale mangle paa politisk og historisk bevidsthed den peruvianske ungdom udviser. Flere af eleverne i klassen mente at Fujimori, var det bedste, der var sket for Peru nogensinde - paa trods af de utallige massakre han har ansvaret for og heldigvis bliver retsforfulgt for nu (han har netop faaet 6 aar i et faengsel - hvor han dog sammen med de oevrige celebrities i Peru aftjener sin tid ved en swimming-pool og med store oksesteaks til middagsmad). Ligeledes stoettede flertallet af klassen den nuvaerende President Alan Garcia, som ogsaa var president i 80erne og er kendt for at vaere mindst ligesaa korrupt som Fujimori. Ingen i klassen kunne forestille sig Ollanta som president - udfordreren til Garcia i sommerens valg - som med et fattigdomsbekaempningsprogram der skulle vende den ekstreme underudvikling i skov og bjergregionerne, som er fortsat paa trods af en oekonomisk vaekst paa over 8 procent i indevaerende aar forsat er hovedofrene for de 54 % af befolkningen som er betegnet som fattige, hvor af 24 % lever i ekstrem fattigdom. Selvom det var taet loeb mellem de to kandidater kunne ingen af eleverne som er opvokset i en af de fattigste egne i verden, Villa El Salvador, forestille sig at stoette et program, der vil lade Perus helt ekstreme resurse-rigdom komme flertallet af befolknigen til gode. Hellere vil man have en frihandelsaftale med USA, der tilgodeser de store multinationale selskaber i landet, men som udkonkurrere de fattige boender i bjergene og junglen, saa de bliver tvunget til at saelge deres jord (til storboender eller de selvsamme multinationale) og flytte til byen for at soege efter arbejde. Man siger om peruvianeren, at han er en fattig mand, der sidder i en guldmine. Sandheden i dette billede gaar mere og mere op for mig. Det er klart, at min frustration over dette er styret af mit politiske perspektiv paa verden. Jeg synes bare det er saa tydeligt, hvad der ville vaere det rigtige og retfaerdige at goere i tilfaeldet Peru: Smid landets elite og kolonimagten ud af landet og skab et land med en fremtid for hele befolkningen

Heldigvis havde jeg da Luis (min laerer) og Raul (husets bedstefar) at rase ud til. Rauls grundperspektiv paa de peruvianske myndigheder er, at det politiet er et kolonialt politi, regeringen er en kolonial regering og retssalene er kolonialt styret. Jeg er maaske ikke enig med ham hele vejen, men det er et saa anderledes perspektiv paa verden, at han har aftjent adskillige aar i faengsel som ung for at ytre sig om sine meninger. Hvor er diktaturet? Luis er stor Ollanta-stoette og var faktisk til hans offentlige foedselsdag for et par aar tilbage. Han forklarede mig, hvordan samtlige medier i Peru har koert en uforbeholden hetz mod Ollanta, fordi han aabnede op for at balancere sig og alliere sig med venstre-regeringerne i Sydamerika fremfor styrke handelsrelationer med USA. Her blev figuren Chavez som diktator brugt til at skraemme peruvianer fra at stemme paa Ollanta. som er af indianerafstamning ligesom Morales. Det er selvfoelig hans perspektiv paa tingene, men efter at have laest artikler i landets foerende aviser efter folkeafstemningen i Venezuela, tror jeg han har ret. Det spinkle nederlag paa 51 mod 49% blev fremstillet som et kaempe nederlag og som Chavez sidste krampetraekninger. Selvom der var problemer i reformen, var det saa taet paa som det overhoved kunne blive - og det at kalde en mand for diktator, som har vundet 7 valg i traek med overvaeldende majoritet - er et billede paa hvor svaert det er at navngive noget som socialisme i vores verden i dag.

Naa, det blev vist igen en lang ekskurs om min politiske vaekkelse herovre. En politisk vaekkelse som naesten er lidt for sammenfaldende med den rejse vi nu har paabegyndt. Den foelger nogenlunde den samme rute som Che Guevara paa hans foerste rejse gennem kontinentet, bare i modsat retning. Og det frygtindgydende er, at vi ser mange af den samme tendenser, som fik ham til vie sit liv til at forandre verden. Ikke meget har forandret i samfundes grundstruktur, men der er haab i det nye sociale bevaegelser og partier som gaar op imod historien som en ruin, der er umulig at genopbygge. Nej, nu skal jeg nok stoppe. Hvor kom vi fra.

Jo, Anders kom til VES sidste torsdag fra Caracas efter at have fulgt folkeafstemningen taet. Han var med i den sidste udnervisningstime vi havde om fredagen, hvor vi netop diskuterede referendum. Det var interessant, at han med sin indgaaende viden om tingenes tilstand i Venezuela kunne provokere eleverne og prikke lidt deres vante forestillinger. Vi havde en interssant diskussion og fik sagt farvel over en fodboldkamp og en Inkakola. Det var en soergelig afsked, da jeg har vaeret rigtig glad for at undervise de ti og har haft masser af interessante samtaler med dem om Peru - ogsaa i fritiden. Desuden har de faaet mig til at foele mig virkelig velkommen i Villa og har inviteret mig til fester og kom-sammener naesten hver weekend. Tak til jer.

Fredag eftermiddag var der juleafslutningen paa CEPROMUP med de klassike italienske broed Panetton og varm kakao, samt overdragelse af diplomer og flidspraemier. Det foregik saadan at stoerstedelen af skolens elever sad paa stole vendt mod laererne som sad paa en raekke af stole sammen skolen direktoer - linet op som et alter der skulle tilbedes. Saadane ceremonier i Peru er meget hoejstemte, fordi det at faerdiggore en uddannelse i et omraade som VES er et haardt arbejde og kreaver mange familiaere og oekonomiske afsavn. Anders var med til ceremonien og han fik noget af et chok, da han blev inviteret - eller maaske naermere kommanderet - til at sidde sammen med laererne og jeg foran alle eleverne. Det var trods alt hans foerste dag i Villa. Endnu mere chokket blev jeg, tror jeg, da jeg blev opfordret til at holde tale foran stortset samtlige af skolens elever og laerere uden overhoved at have forberedt noget. Det var en noget akavet situation, men jeg fik da sagt et par ord om hvor velkommen jeg havde foelt mig og hvor glad jeg generelt havde vaeret for opholdet. (sidste) Loerdag morgen pakkede vi saa bilen og sagde farvel til familien og satte kurs mod Lima centrum, som Anders lige skulle opleve. Her brugte vi weekenden paa et hostel i Baranco og hvor var ude og fyre den godt og grundigt af loerdag nat!

Mandag morgen koerte vi saa sydpaa af den Panamerikanske motorvej og overnattede i Paracas, en lille hyggeligt havneby lidt syd for Pisco, som var den by der blev haardest ramt i sommerens jordskaelv. Hele omraadet omkring Pisco er virkelig stadig praeget af det jordskaelv. Genopbygningen gaar langsomt, fordi regeringen stort ingen hjaelp har ydet - og for en peruvianer er det at genopbygge sit hus bekostelig og tidskravende affaere! Ofte bruger familier 30-40 aar paa at bygge sit hus, fordi man kun langsomt kan spare op til byggematerialerne og faa tid til at bygge. Forestil jer, hvordan det maa vaere at ens livsvaerk styrter sammen paa sekunder. Uden den mindste hjaelp fra regeringen til genopbygning. Folk bor paa strandene i telte. Det er saadan det ser ud.

Tirsdag morgen fortsatte vi saa mod Ica, som ligger i en kampemaessigt oerkenlandskab, der giver fornemmelsen af at befinde sig i Mellemoesten, Her provede vi at snadboarde ned af den store sandbanker, dog uden det helt store held. Vi hand ogsaa ud med to evighedsrejsende som levede af at saelge smykker. Tak til Sem fra Italien og Stephi fra Frankrig for interessante samtaler og rejseraad til Bolivia under den klare peruvianske stjernehimmel.

Onsdag morgen gik turen saa mod Andesbjergene. Vi koerte hele dagen lang opad, opad, opad og saa lidt nedad - gennem taage og regn - og endte op i Puqiuo, hvor vi overnattede paa et hostal for gaestearbejdere og smagte for foerste gang den beroemte koka-mate (te lavet paa koka-blade), som alle i bjergene drikker for at holde sig friske og kompensere for det laeve oxygen-indhold i luften. Torsdag blev ogsaa en lang rejsedag gennem de saa forskellige bjerglandskaber; fra frodig regskovslignende bevoksning, til golde tundrelignende sletter over noegne klippe landskaber til snebeklaedte bjergtoppe. efter et kort ophold i en lille landsby, hvor vi skaenkede os selv et laekkert frokostmaaltid med stegt oerred fra Rio Blanco, fik vi os dog noget af et chok, da det begyndt at styrte ned og Esmeralda pludselig fyldtes med roeg, der stank af braendt plastik. Roegen kom op fra Esmeraldas forparti, saa derfor gik vi noget i panik. Stakkels hende. Havd kunne der dog vaere sket? Heldigvis sidder motoren paa en folkevogns-bobbel dog bagi, saa det eneste, der var sket var at motoren til esmeraldas viskere var braendt sammen. Heldigvis stoppede det snart med at regne og vi fortsatte mod Abancay - en stoerre by i en af de helt store dale i de peruvianske Andes-bjerge med et super-frodigt subtropisk-lignende klima - hvor vi begyndte vores jagt efter en ny vinduesviske-motor. Det viste at vaere ikke helt let at finde reservedele til hende, men efter adskillige forsoeg fandt vi endelig en mekaniker, som ville saelge sin egen motor - dog noget over-prized. Vi tog den og fandt en elektriker, der kunne installere den paa vores elskede og som kunne fikse et par andre smaaskavanker paa hende. Vi fandt ly for natten paa et hostel i byens centrum.

Tidligt naeste morgen satte vi kurs mod Cuzco, hvor vi havde besluttet os for at holde jul i de beroemte Inka-ruiners naerhed. Det viste sig at blive den mest begivenhedsrige dag paa turen, fordi Esmeraldas driftsystem besluttede sig for at bryde godt og grundigt sammen op ad en af de stejleste stigninger, vi har oplevet hidtil. Den gang var der ogsaa roeg, men det kom desvaerre fra bagpartiet, dèr hvor motoren sidder og vi blev noedt til at stoppe og give hende et hvil. Vi kunne dog ikke faa motoren startet igen, saa med 80 km til Cuzco maate, vi med vores bedste ynkelige, haelpelose ansigtsudtryk overtale forbikoerende til at traekke os op af de stejle stigninger til Inkaernes hoejborg. Dette gik da ogsaa fint - men at vi havde regnet med at kunne goere det gratis var vist noget naivt, da det er hverdagskost med biler der bryder sammen paa denne rute. Der er skam en nogenlunde fast tarif paa 100 (180 kr.) Soles for at blive trukket af en anden bil til naermeste by, saa det endte vi med at betale til en flink Taxa-chauffoer. Han trak os alle tre til en vellidt mekaniker her i Cuzco, hvor hun blev repararet. Det var skidt i kaburatoren og et olietjek, der havde faaet hende til at strejke. Vi maa lige soerge for at kaele lidt mere for hende de naeste par uger, hvis vi vil bevare haabet om at faa hende hele vejen til Buenos Aires. I gaar var vi saa igen ude at fejre ankomsten til et nyt sted og weekendens komme og idag er gaaet med noget praktisk planlaegning og mail-skrivning.

Nu naermer julen sig jo, saa om lidt skal vi ud og lede efter en and, vi kan stege juleaften. I morgen regner vi med at tage op at se de mastedontiske Inka-ruiner, der laa gemt for den vestlige civilisation i regnskoven taette bevoksning indtil starten af 1900-tallet, hvor den blev "opdaget", som man ynder at sige herovre. Dette er lige saa absurd, som at paastaa, at Columbus "opdagede" Amerika. Han indtog det og blev ophavsmand til et folkemord paa over 100 mio. oprindelige indianere. Paa samme maade blev Machu Picchu selvfoelgelig heller ikke "opdaget". Det blev indtaget af den vestlige civilation for at tilgaengeliggoere ruiner, der formentlig har vaeret ferie-residens for den siddende Inka-kongen, for vestlig turisme og kulturindustri. Indianerne heroppe har da kendt til stedets eksistens altid. Men hvilken dobbelt-moral er det ikke at stoette dette foretagende med mit syn paa sagen? Skulle man 50 km fra et af verdens vidundere beslutte sig for at boycotte foretagendet og modstaa sin drivende nysgerrighed?

Nej, i morgen tager vi derop og derefter skal det vaere jul. Nytaar bliver formentlig La Paz, saa ogsaa naeste uge staar i kilometernes tegn. Til dem af Jer, der tro paa biler kan have en sjael, maa I meget gerne sende en boen til at Esmeralda klarer den haarde og strabadsfyldte tur gennem Andes-bjergene. Og husk nu et eventyr skal byde paa farer og forhindringer. Glaedelig jul og godt nytaar til alle jer derhjemme og herude i den store verden.